BAUHAUS og designtænkning. Af Per Krull, ph.d.

BAUHAUS OG DESIGNTÆNKNING

– komplekst og sofistikeret

Uddrag fra ph.d.-afhandlingen: Designtænknings bidrag til sociale virksomheders værdiskabelse – et casestudie. Af Per Krull

/var/folders/r9/4zr5qhss3ld6kl3dhvmwwhd80000gn/T/com.microsoft.Word/WebArchiveCopyPasteTempFiles/p.hd-afhandling4.jpg

Bauhausskolen som banebryder

Med en ambition om æstetisk perfektionisme, innovation i form og farve og et mix af kunst og håndværk blev moderne design født i Tyskland i 1919 i form af Bauhausskolen og bevægelsen omkring den (Mozota, 2003,2).
Som en del af den funktionalistiske bevægelse (1910-1930) eksperimenterede designere som stifteren af Bauhaus Walter Gropius og designeren Mies Van de Rohe med koncepter, former og objekter, der tiltrak avantgarden og gestaltede sig som unika ikke tiltænkt masseproduktion og markedet. Med en fundering i praksis står Bauhausbevægelsen både hvad angår håndværk og kunsthåndværk som måden at drive en designskole på, som et banebrydende tiltag den dag i dag (Mozota, 2003,2).17

Som en følge af børskrakket i 1929 i USA opstår der en egentlig designprofession i USA i 1930 affødt af en opdagelse af, at industrielt design kunne kommercialiseres.
Designere på dette tidspunkt kunne komme fra dekoration, grafisk arbejde eller teater,
og de så en sammenhæng mellem kunst, industri, funktionalisme og pragmatisme, der med redesign og strømlinet fremtoning kunne adressere et marked og forbrugerbehov.

I perioden med designpluralisme (1950-1975) stod to fronter over for hinanden: traditionalisterne og udbryderne. Mens traditionalisterne ikke indregnede kunst i design, men baserede design på funktionalitet, rationalitet og praktiske principper, stod udbryderne for ”free” design. De tog afsæt i den tid, de levede i, med pop art, stilpluralisme inden for musikken, genfødsel af art deco style og indisk mystisk kultur og store firmaer åbnede designafdelinger.

I perioden ”The Return of Ornamentalism” 1975- 1990 opstår stjernedesignere, som Issey Miyake (japansk fashiondesigner), Philippe Starck og Norman Foster. Designere og arkitekter hyres ind i firmaer for at designe produkter eller serier til det internationale marked, og design har nu invaderet alle domæner i virksomhedernes forretningsaktiviteter verden over (Moste, 2003,2). Forskere kunne fra dette tidspunkt midt i det 20. århundrede begynde at samles på konferencer om designforskning og publicere deres resultater (Lawson og Dorst, 2009).

17 Brigitte Borja De Mozota (2003,2:21-39) inddeler designhistorien i følgende faser: Precursors (1850-1907), The Funktionalist Movement (1910-1930), The Emergance of the Design Profession (1939-1945), The New Pluralism of Design (1950-1975), the Return of Ornamentalism (1975-90) og Design Since 1990.

I 1960’erne begyndte forskere at studere, hvordan designere designer (Kimbell, 2011,2:286), og i 1962 afholdtes ”Conference on Design Methods”.
I 1971 var Christopher Alexander med til at danne skole ved at komme med den erklæring, at ”the ultimate object of design is form” – at give form, organisere og ordne fysiske ting (Kimbell, 2011,2).

Samtidigt med Alexanders arbejde med design som noget materialiseret, arbejdede nobelpristager i økonomi Herbert Simon (1969; 1996) med at identificere og beskrive design som den viden, der findes i professionerne ingeniørkunst, ledelse eller medicin (Kimbell, 2011,2). 18
Simons perspektiv var, at designeren kunne agere abstrakt, og at hans arbejde var at skabe en ny ønsket tilstand: “Everyone designs who devises courses of action aimed at changing existing situations into preferred ones” (Kimbell, 2011,2:289)

Simon var ifølge Kimbell (2009) den første til at tænke design ind i ledelse og forretningsudvikling, mens han mangler at anerkende det uforudsete i ”det sociale” (Kimbell, 2011,2).

Siden 1990 har mange designerens arbejde ændret sig i retning mod og i samspil med den teknologiske udvikling til bl.a. Interface Design, Experience Design og Transformational Design (Mosota, 2003,2:31). Mange designere arbejder således med, hvordan der skabes adgang til information og til tanker og følelser i folks hjerner i det Mozota kalder ”the cultural challenges of interactive hypermedia” (ibid.:31).19

Designtænkning opnåede stor bevågenhed i forbindelse med det første internationale koordinerede forskningssamarbejde Design Thinking Research Symposium (DTRS) i Delft i Holland i 1991, som sidenhen er fulgt op med en række lignende symposier rundt i verden. Ved disse samlinger diskuteres fortsat hvordan designere løser problemer, designerens tankeprocesser gennem hans designprocesser, design og innovation, og endelig hvordan der kan undervises i designdiscipliner, der kan understøtte daglig praksis (Badke-Schaub, 2010; Kimbell, 2011,2).

Richard Buchanans artikel Wicked Problems in Design Thinkingfra 1992 udviklede designteorien videre fra primært design som håndværk og industriel produktion til ”designtænkning”. Designtænkning kan ifølge Buchanan anvendes til næsten alt og alle situationer, uanset om det handler om en fysisk genstand eller et ikke-fysisk system, og han og andre før ham opfatter designproblemer som ”wicked problems” (Buchanon, 1992; Churman, 1967; Rittel and Webber, 1973; Ungaretti et. al., 2009; Dunne og Martin 2006; Verganti, 2009).

18 Herbert Simons The Sciences of the Artificial udkom i 1969. Denne afhandling anvender en tredje udgave af bogen fra 1996. 19 I hypermedia mixes det grafiske niveau, lyd, video, tekst and hyperlinks for at skabe et ikke-linært informationsmedium

Designtænkning i organisationer

Designtænkning kan bruges til at skabe innovation i organisationer hvis de rette ambitioner er på plads.

Metoden inddrager og engagerer alle centrale interessenter og producerer nye værdifulde og robuste løsninger. Hør hvordan i videoen herunder.